Hvad jeg lærte, da min krop sagde “stooooop!”

Jeg husker det stadig som noget af det mest modbydelige jeg nogensinde har prøvet.
Jeg husker stadig fornemmelsen i kroppen, selvom det er over 20 år siden.

Da min krop sagde stop, en dråbe fik bægeret til at flyde over, og jeg blev lagt ned af et på én gang dirrende og strejkende nervesystem.

Jeg havde ALDRIG troet, at en krop kunne reagere sådan. Jeg var jo sådan én, der kunne det hele (tænkte jeg) og pludselig kunne jeg ingenting. Det var identitets-krise af format.

Jeg husker, jeg én af de første dage tænkte: “jeg kan da ikke bare ligge her. Jeg må da i det mindste tage opvasken”. Men da jeg kom ud i køkkenet og kikkede på opvasken, begyndte hele kroppen at ryste, benene gav efter og jeg måtte lægge mig ind i sengen igen og bare gøre ingenting.

Jeg lærte meget af min stress-sygemelding.

Jeg lærte at lytte til mine behov.
Jeg lærte at skelne mellem, hvornår jeg tog valg udfra om det det nærede mig, hvornår jeg tog valg af pligt, hvornår jeg tog valg ud fra en ubevidst frygt for at miste andre, hvis jeg ikke gjorde det.
Jeg lærte at sætte kravene ned.
Jeg lærte at bo i min krop på en selvkærlig måde.
At sige nej og være mere ærlig overfor mig selv.
Jeg lærte, at jeg både var stærk og sårbar, og at det er ok.
Jeg lærte, at verden overlever uden at jeg står til rådighed for den hele tiden.
Jeg lærte, at dét de andre tænker og føler handler om dem, og ikke om mig.

Alt det lærte jeg, mens jeg gik hjemme og bid for bid indså de mønstre, som ikke gjorde noget godt for mig længere.

Og så begyndte jeg stille og roligt at danse med livet igen.
Og alt dét jeg havde lært i min lille boble af en sygemelding – det skulle jeg nu til at lære én gang til.

For nu skulle det omsættes. Stå sin prøve. I mødet med livet og andre mennesker.
På studiet. I arbejdslivet. Som mor til små børn. Og større børn. Som selvstændig.

Og jeg lærte noget om at lære nye selvkærlige mønstre:
Det er en proces!
Du lærer det ikke af at forstå det med hovedet den dér første gang.
Du lærer det af at efterleve det. Igen og igen og igen, til du bliver tryg ved det.
I flere og flere nye sammenhænge.
Og du lærer af at falde i det gamle mønster OG opdage det – og tage dig af det, når du opdager det.
Ikke på den selvbebrejdende måde. Men i accepten af, at det er en proces.

Faktisk genlærer jeg det til stadighed. Men læringsprocessen er lettere. Hurtigere.
Det handler ikke længere om at komme VÆK fra stress og desperat underskud – men snarere om at tillade mig selv at vælge et liv til, som jeg trives med. At tage de valg, der gør at jeg oplever ro, glæde, taknemmelighed på daglig basis.

Hver gang jeg står overfor noget nyt, hver gang nye behov viser sig eller hver gang en udfordring dukker op. Så får jeg muligheden for at øve mig og integrere læringen på et endnu dybere plan.

Måske har du selv haft en krop, der på den ene eller anden måde sagde stoooop?
Og måske skulle du også lære en masse nyt.
Og måske har du nogle gange smagt på selvbebrejdelsen over at “falde i” det gamle mønster?

I stedet for selvbebrejdelsen, så stop op og spørg dig selv, hvordan kan du tage dig af det lige nu?
Hvordan kan du lige nu komme tilbage i det selvkærlige spor?
Har du brug for at række ud efter nogen, for at komme tilbage?

Allerkærligst
Maja

Jeg kan hjælpe dig med at få mere ro i kroppen, og mere ro i relationerne – både relationen til dig selv og dine relationer til andre.

Jeg tilbyder 1:1 sessioner, gruppeforløb og online kurser.

Du kan læse mere om, hvad jeg er for én her.